Discount-kæden Rema 1000 har udarbejdet en app, som gør det lettere at hjælpe naboen med de daglige indkøb - eller få naboen til at hjælpe dig.
Ifølge Rema 1000 fungerer app’en ligesom GoMore. En app, hvor princippet er et bookingsystem for samkørsel.
App’en bliver navngivet Vigo, og vil være tilgængelig fra oktober måned. Det overordnede mål er, at handle ind for dine naboer, eller få dine naboer til at handle ind for dig. Praktisk set fungerer det således, at du lægger din indkøbsseddel ud på en online platform, hvorefter andre kan købe dine varer for dig, og bringe dem hjem til dig. Det er dog ikke helt gratis hjælp, du får. Det koster 39 kroner for den første indkøbspose, og herefter er prisen 10 kroner pr. ekstra indkøbspose. På den måde tjener indkøberen også lidt på det. 5 kroner går til forsikring og betalingsgebyr.
Jesper Bove-Nielsen, som er ekspert i deleøkonomi og forretningsrådgiver, samt direktør for Vigo og har gået forrest i udviklingen af app’en pointerer, at der på ingen måde er tale om et fuldtidsjob. Det vil altså ikke være muligt, at tjene en månedsløn ind ved at foretage indkøb for andre. Det skal derimod ses som en mulighed for, at hjælpe andre og tjene et mindre beløb på det, og ganske simpelt at gøre hverdagen lettere.
Jesper Bove-Nielsen er inspireret af gamle dage, hvor man i langt højere grad havde tid til at købe lidt ind for naboen, når man alligevel var ved købmanden, og idéen skal ses som en videreudvikling af og digital løsning på den tradition.
Betalingen vil ske via MobilePay, som Danske Bank står bag. Rema 1000 har dermed indgået en samarbejde med Danske Bank om betalingsfunktion.
Når du laver din bestilling, skal du betale via MobilePay, hvor beløbet bliver reserveret på din konto. Den, der foretager indkøbene skal herefter betale via MobilePay i den fysiske butik, og når varerne så leveres, vil beløbet udlignes.
Det sidste stykke tid har der været hård kamp om digital indkøb af dagligvarer. Blandt andet Nemlig.com har vist sig som en stærk spiller i branchen. Kort efter kom Coop på banen og står nu også for en stor del af den online dagligvarehandel. Forskellen til denne nye app er, at brugerne ikke nødvendigvis skal købe for et minimumsbeløb, varerne bliver ikke leveret med vognmænd og lastbiler, men bliver leveret af nogen, som i forvejen skulle ud og handle. På den måde bliver der både sparret på transporten og på de indkøb, der foretages.
Rema 1000 har naturligvis taget nogle forbehold. Der vil selvfølgelig ikke kunne være en garanti for, at ens indkøb bliver foretaget, når man har lagt sin indkøbsseddel ud, men Rema 1000 er overbevist om, at danskerne gerne vil hjælpe hinanden, og har stor tillid til hinanden og til teknologien, så det forventer de ikke bliver et problem. Rema 1000 forestiller sig, at det bliver alle, der kan finde på at bruge app’en - både pensionisten, som har god tid, og vil tjene en ekstra skilling, men også skoleeleven, som lige smutter forbi Rema på vej hjem fra skole.